tirsdag den 8. december 2015

Det er sgu en ommer, DR!

Har lige skullet bruge et par dage på at sluge og overveje min holdning til programmet om 'Ultramødre', der var en del af DR2s temaaften i sidste uge.

Der skal i grunden ikke så mange ord til... Jeg har født to børn på nogenlunde normal vis - på hospitalet. Jeg langtidsammer min datter på 14 mdr (hvilket det åbenbart hedder, når man ammer mere end 12 mdr - selv om WHO anbefaler min 24 mdr OGSÅ i I-lande). Vi samsover og jeg går hjemme med vores datter mens vores søn er i deltidsbørnehave - og det er VORES valg! 

De kvinder, der stod frem og fortalte om DERES valg blev af eksperter og komikere(?!?) hånet, nedgjort og udskammet som freaks på baggrund af disse valg.
På en kanal, der bryster sig af saglighed og public service... Arh, DR, det er vist en ommer!!!

torsdag den 26. november 2015

Om slynger, vikler og andre bæredimser.









Vi vikler herhjemme - og vi vikler MEGET!

Ideen om at bære mit barn var naturlig for mig og mødet med vores meitai var kærlighed ved første blik - både for Teo, Martin og jeg. Let, komfortabelt og fyldt med tryghed og nærhed. Det var fantastisk... Og vi elskede den meitai (i dag har vi tre: en blå til små ben, en lilla til små ben og en grøn toddler version;-)) Teo har tilbragt uendelige timer i den bæresele - og sovet et utal af lure i den. 
Og så er det jo skide praktisk ikke at skulle have barne/klapvogn med alle steder hen.
Da vi fik Dagmar blev strækviklen vores redning - så havde jeg hende tæt på mig   mens armene var frie til at lege med Teo, som fandt det udfordrende at blive storebror i den første tid.
En klassekammerat fra folkeskoletiden introducerede mig for alle baby-bærende mødres svar på den Hellige Gral - fastviklen og/eller ringslyngen HOOOOOLD NU!!! Ikke alene er det som om jeg ikke bære noget - selv med 14kgs tumling på ryggen - det er også en hel videnskab med forskellige bindinger og bæreevne, der skal regnes ud med ligning!!! Og så er det smukke, smukke, smukke stykker kunst, du kan svøbe din baby i - og bløde som smør... Og frygtelig afhængighedsdannende...
Sådan på den måde, hvor der altid er er browservindue med billeder af vikler åbent - eller listen af mest besøgte sider toppes af mindst ti om vikler... Og man har jo ikke bare en - der er forskellige blends og længder alt efter, hvad du skal bære og hvilken binding du skal lave. For slet ikke at tale om juleønskerne :-) 

Vikler I?

tirsdag den 24. november 2015

At være mor = at være bange - KONSTANT!


Åh, hvor er jeg altså dygtig til at ligge her i mørket mellem mine to helt vidunderlige unger... På den anspændte måde... Hvor jeg i nattens mulm og mørke og alenehed rigtig kan koge suppe på min angst for, at der skal ske ungerne noget.
I dag kom jeg (selv om jeg jo godt ved, at jeg skal lade være) til at læse et uhyggeligt og meget urovækkende opslag på facebook om en mand, der havde forsøgt at snuppe to drenge fra en legeplads. I går var det et kort glimt af et afsnit SUV om børn... Og dagen før var det helt sikkert noget helt tredje.
Hvis jeg kun ville jeg bære dem begge på mig hele tiden og ALDRIG nogensinde lade dem ude af syne - eller bare gå ud. Jeg aner simpelthen ikke hvordan jeg skal klare det, når Svesken skal til at gå til og fra skole selv - eller fritidsaktiviteter... Eller endnu værre, når de bliver store nok til at gå i byen, til fest eller tage ind til byen for at shoppe (eller hvad de bu finder på).
Hvorfor var der ingen, der advarede om den urANGST, det vækker i en at være mor? Og hvad fanden gør man med den? Skal man bare gå rundt i en konstant tilstand af rædsel resten af livet? Ja, jeg spørger bare...?
Prøver lige at være lidt humoristisk om omkring det, men det er faktisk ramme alvor - og jeg har ret svært ved at håndtere det på en voksen måde!

lørdag den 7. november 2015

Når det gør ondt at være mor


I snart 3,5 år har min vigtigste og største rolle været at være MOR - først for Teo og nu også Dagmar. Og jeg elsker det... Men hvor er det bare hårdt og hvor gør det bare ondt! 
Jeg elsker mine unger over alt på jorden og mit største og mest brændende ønske er, at være en kærlig, nærværende og anerkendende mor for dem - hele tiden. Men jeg er kun et menneske - og et uperfekt et af slagsen. Et, der råber og skælder ud. Et, der mangler overskud. Et der ofte græder om aftenen, fordi jeg igen har skuffet mig selvom rollen som mor. 
Jeg har altid villet være bedst til alt og har alle dage været mester i at koge suppe på mine fejltagelser og dumheder. Efter jeg er blevet mor er det virkelig vokset - det det med at sidde om aftenen og granske hver eneste øjeblik af dagen, hvor jeg ikke har levet op til det jeg gerne vil være som mor. Jeg er rædselsslagen  for at ødelægge mine børn. For at ødelægge deres selvtillid eller gøre dem kede af det på en uoprettelig måde. 
Det gør ufattelig ondt at være mor. Og i perioder som denne - hvor hele familien er mærket af omvæltninger som nye dræn, fjernelse af polypper, fars nye arbejde, ny hverdag og nye rutiner - så er det bare ekstra svært, smertefuldt og trættende. 
Jeg elsker mine unger.
Jeg elsker at være mor...
Men jeg er SUPER dårlig til det... Altså ikke i den forstand, at jeg er en dårlig mor. Jeg kan bare ikke finde ud af at 'bare være' mor... At følge min intuition og være i nuet med ungerne og lade resten af rodet/opgaverne/omgivelserne være, hvad de er...
Jeg har ondt i hjertet... Helt ind, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg skal nå ind... Fordi jeg ved, at mine unger er afhængige af mig - og jeg er en stor bunke rod. I øjeblikket handler det om, at få en sund hverdag til at hænge sammen, at give vores tre-årige faste rammer og grænser, så vi kan komme gennem hans grænse-testende og mor-udfordrende alder uden alt for mange skrammer. At finde ud af, hvordan normeringen 1:2 (voksen:børn) løses bedst, når vi har været vant til 2:2 opstillingen. Det kan virkelig mærkes på storebror, at han mangler den 1:1 tid han er vant til. 
Det er nu, at det er op til Martin og jeg, at skabe sunde og kærlige rammer for vores børn - på de nye præmisser. Det er op til os at være de voksne - de ansvarlige. For vores unger!!! For hinanden - for vores familie.
Jeg elsker mine unger og det gør ondt! Men jeg ville aldrig være foruden. Og jeg kæmper hver dag for at blive stærkere og bedre for dem. Og for Martin. 

tirsdag den 20. oktober 2015

Lige et øjeblik...


Nej, altså nu må I virkelig have mig undskyldt, Venstre!!! 
Må jeg bede om bare en anelse ørenlyd i denne debat, der jo faktisk også handler om mig og min familie? Er jeg en dårlig borger, fordi jeg har valgt at være hjemme med mine unger? I sidste uge skulle jeg bestemt skynde mig at få nogle flere børn og gerne for ti år siden... Nu mener I så at jeg skal smide selv samme unger 38+ timer i institution og arbejde endnu mere - for at tjene penge til rengøringshjælp og barnepige? Når nu jeg klarer begge ting ganske fint og gratis selv... Mens jeg opdrager mine unger. 
Undskyld mit franske, men det er simpelthen så grimt og snævertsynet udtalt!!! I burde skamme jer virkelig meget over overhovedet at tænke den slags!!! Tænk at udtale sig sådan. I skærer og skærer i pengene til dagpasningstilbuddene, sætter nomeringerne op og gør hverdagen så stresset og fyldt med administrativt arbejde for pædagogerne, at hverken de eller børnene har en chance for ro og nærvær i hverdagen.
Hvad med rent faktisk at råbe vagt i gevær, bede os forældre stikke egoismen skråt op og faktisk tage vare på de børn vi sætter i verden (som ikke selv har bedt om at blive født)? Det er trods alt dem, der er ansvarlige for vores fremtid... Lad os stå sammen og sørge for, at de vokser op og bliver sunde, raske og trygge mennesker!!! 

onsdag den 14. oktober 2015

Kom snuen i forkøbet!

(Billedet er lånt fra nettet (Colourbox.dk))

INDLÆGGET ER IKKE SPONSORERET, jeg er bare godt, gammeldags begejstret!
Vi kender det alle - vintersnuen. Den evindeligt løbende næse og hosten, der bare ALDRIG stopper! Som mor til to ørebørn, hvoraf den ene har astma oveni hatten, har vi haft helt utroligt mange dage med sygdom og bliven-hjemme-fra-skole/arbejde-for-at-passe-unger-dage herhjemme. Det værste år ud af Teos indtil videre 3 leveår, bød på intet mindre end 198 dage med sygdom i mere eller mindre grad. Der er dog sket meget siden. Fire gange dræn - som vist 7-9-13 endelig sidder - og endelig rigtig hjælp til astmamedicin, har gjort sin del. 
Nu kommer efteråret og vinteren dog  snigende og det betyder oh ve! Snue og sygdom i lange, uoverskuelige baner - men der er faktisk noget man kan gøre.
For noget tid siden tog jeg et webinar om at komme vintersnue(rne) til livs hos Anette, der har æblebørn.dk - det var gratis og helt fantastisk! 
Siden vi testede probiotika (mælkesyrebakterier) for Duolac i maj har vi taget det som en fast del af vores sortiment af tilskud hver dag - og sikke en forskel det har gjort!!!
Som Anette, der er uddannet sundhedsplejerske, fortalte siddder ca 70% af vores immunforsvar i tarmene. Vi skal altså passe godt på vores tarmflora, for at skabe basis for et sundt og stærker immunforsvar - og der kommer probiotika ind. At spise sundt og varieret synes jeg selv efterhånden er en selvfølge - jeg har i hvert fald fået ørerne tudet fulde i tidens løb. Og bevares vi spiser da også sundt og får masser af grønt hver dag, men det har bare ikke været nok.
Probiotikaen har til gengæld gjort noget... Noget jeg ikke helt troede var muligt. Teo har for første gang været syg uden at miste appetitten!!! Det er ellers helt sikkert, at han stopper med at spise ved første tegn på sygdom, men det virker til at være stoppet. Skriver jeg meget forsigtigt... 
Ud over Duolac får Teo en multivitamin, en ganske almindelig en med jordbærsmag. De to elsker han. Fiskepillen, den famøse omega-3 på den anden side - not so much. Vi startede ellers med at prøve de lidt dyrere og bedre varianter fra eskimo-3, men han nægtet pure at tage det. Nu har vi heldigvis fundet en billigere variant, der smager af solbær, som han ikke hader. Derudover giver vi - og har givet i lang tid Biostrath både til ham og Dagmar. Og sidst men ikke mindst får begge unger D-dråber. Dagmar får de anbefalede 5 om dagen og Teo får suppleret op således at han inkl indholdet i vitaminpillen får omkring 25-30 mikrogram om dagen. 
Alle disse tilskud og forklaringen bag kommer fra web-kurset hos æblebørn og er gratis - der tilbydes også rigtig mange andre fine former for kurser på siden.
Jeg håber at vi på denne måde kan komme bare nogen af de mange, lange næser og ditto nætter til livs med disse tiltag, men det vil tiden vise:-)

Kald på Danmark!!!



Ja, jeg er nok hverken den eneste eller den første, der har skrevet et indlæg om DRs smarte kampagne 'Knald for Danmark' - men here goes:

Jeg bliver sgu lidt harm, når DR i øjeblikket kører fuld gas på kampagnen 'Knald for Danmark', fordi vi ikke får børn nok herhjemme. Det er meget muligt, at der ikke fødes nok børn i Danmark men der er i forvejen ikke tid til at tage vare på dem vi har. Vi har faktisk ikke engang råd til at føde dem under ordentlige forhold!

Vores samfund hylder de forældre, der 'formår' at fortsætte liv og karriere upåvirket af at have fået børn - der raskt væk placeres 38+ timer i institution om ugen, fordi mange familier ikke kan/vil leve på en indkomst (og følge den levestandard de har valgt).
Måske man skulle kigge godt og grundigt på alle de kommuner, der ikke lader pengene følge børnene? Det er faktisk billigere end en institutionsplads og ifølge loven må man gerne tilb(yde) den støtte i op til et år.
Hvad med børnenes sygedage!
Og for de forældre, der gerne vil arbejde (fuldtid/deltid/flextid) - måske skulle man kigge på priserne for vuggestuer og dagpleje?

Det er da skide let at opfordre folk til at få flere børn - men vi bor bare ikke i et land/samfund, der er indstillet til det. Vi har de børn, der er mest i institution i hele Norden - og hvis vi kigger sydpå er der langt flere hjemmegående end der er forældre med børn i fuldtidsinstitution.

Jeg kan sagtens finde ud af at knalde og få børn (jævnfør evt tidligere indlæg) men at få vores hverdag til at hænge sammen med en indkomst - det er en udfordring af de helt store... Hvad med at kigge på priserne for den offentlige transport også? For der straffes jeg da, hvis jeg skal med tog og har mere end to børn... For det  tredje skal jeg betale for...

Næh, kom hellere ind i kampen og gør samfundet værd at få børn i!!! Mine unger skal i forvejen presses gennem heldagsskolen, gennem videregående uddannelser, så de kan presses ud på arbejdsmarkedet i en fart. De skal spise GMOmad og leve i et forurenet samfund, hvor vi ikke engang kan finde ud SF at samle skrald op efter os selv. 
'Knald for Danmark'?!! Ja, tak... Så skulle Danmark tage at vågne op!!!








Linkwithin

Relaterede indlæg: