Efter et år med sygdom på sygdom og konstant røde ører med væske, urolig og afbrudt søvn samt omkring tusind lægebesøg med samme besked - vent og se, vi kigger på ham igen, hvis det bliver ved med at genere ham.
I øjeblikket hoster han til den store guldmedalje og har feber on/off - igen.
Det er faktisk svært for mig, at finde de rigtige ord at skrive omkring dette, uden jeg kommer til at lyde totalt pylret eller sur - for det er jeg jo ikke. Det er også ret svært at finde ud af, hvad jeg egentlig føler omkring dette, for vi har jo gjort alt, hvad vi kunne, for at hjælpe og lindre...
Det er bare så svært, ikke at føle sig som en elendig mor, når nu der kunne være blevet gjort noget ved det for LÆNGE siden... Men det vidste jeg jo ikke.
Så nu tager vi dræn og fuld narkose med og håber, at det kan give lidt ro og overskud på Teos 1,5 år gamle konto, der virkelig trænger til det!
Og så takker jeg IGEN min fantastiske mor og far, der er så gode til at hjælpe, når vi mister overblikket. Tænk, at vi er så heldige, at der er nogen, der bare kommer kl 23 om aftenen - selv om de skal møde kl 7 næste morgen - med smertestillende og støtte. Så kan man godt forstå, at Teo til tider kommer med telefonen og siger "momor" og "mobar", så vi kan facetime;-) Eller glæder sig til hver mandag, hvor han skal passes mens vi er i skole <3
... Og selv om mormor ikke er på dette billede, så stod hun oppe på altanen og holdt øje, mens drengene legede med de store traktorer ;-)
Kram
