fredag den 20. juni 2014

Ok, nu siger jeg det altså bare...



Uden filter og med chancerne for at blive vældig upopulær. Men giv endelig din mening til kende - jeg vil rigtig gerne høre, hvor andre står i denne debat!

De fleste har nok, hvis ikke fulgt med i, så i hvert fald hørt om, debatten i forhold til det, at holde ferie uden børn.
Hvis ikke du har hørt/læst om det, kan du læse her:

Artikel fra Den Korte Avis
Debat om hvorvidt det er ok, at forældre holder ferie uden deres børn fra go.TV2.dk
Og Lola Jensen på go.tv2.dk

Og her kommer den så, min mening. På den direkte måde:
Det er ikke ok!!!
Jeg er godt klar over, at det handler om mere end bare, hvorvidt man kan sende sit barn i institution, mens man selv sidder hjemme og holder ferie (hvad end det indebærer).
Der er flere sider til sagen

  • Føler man, som forældre, at man kan leve op til samfundet forventninger om hvordan man skal være sammen med sit barn i ferierne?
  • Hvordan aktiverer/stimulerer man sit barn hjemme i flere uger i træk?
  • Har man råd til at 'gøre alle de ting de andre gør'?
  • Hvornår skal man selv lade op?
Og helt sikkert mange flere, som jeg ikke lige har fået med - men helt ærligt... Får man ikke børn, fordi man gerne vil være sammen med dem - mere end alle andre?
Sådan set i bakspejlet er nogen af mine bedste minder ikke fra hverken udlandet, dyre hoteller eller ferier eksotiske steder, men fra vores sommerhus i Nordjylland, hvor vi tilbragte HVER sommerferie sammen. Vi har en enkelt gang været i Frankrig og jeg husker det svagt. Men de bedste minder, dem, som jeg deler med min kæreste, når vi snakker om, hvad vi gerne vil give videre til vores børn, er fra et lille træhus i Strandby, som min morfar har bygget med egne hænder og, hvor der altid var sand på gulvet og for lidt varmt vand.
Vi har aldrig været i institution i sommerferierne og det kommer mine børn heller ALDRIG!!! Med mindre de selv spørger - men er der i virkeligheden nogen børn, der gør det? (og jeg spørger oprigtigt).
Min pointe er nok i virkeligheden, om ferie ikke netop handler om lykken i, at kunne være sammen som familie en hel masse dage i træk - og bare være. Der behøver jo ikke at ske noget vildt hver dag - eller de fleste dage, eller måske overhovedet... 
Er det virkelig mentaliteten i dag, at man 'skal have ferie fra sine børn'? Hvornår skal børnene så have ferie? Og lade op?
For mig er ferie, at være sammen med min familie og hygge. Vi skal i sommerhus med min familie en uge og til Hammerum og besøge Martins familie en uge - ikke særlig eksotisk, men FANTASTISK!!! De andre uger skal vi bare være hjemme og pakke, og flytte og hygge sammen. Og jeg glæder mig altså ret meget. Til at kunne kysse min søn hele dagen og kigge på ham, når han sover til middag og nyde vores sidste sommerferie som familie på tre - og familie, hvor de to voksne er studerende. 
Jeg føler bare, at i hele den mentalitet, hvor man hele tiden skal prioritere sig selv og forholdet og hvor man skal finde hinanden igen. Hvor man sætter sig selv først og hvor livet ikke behøver at ændre sig, fordi man får børn, der bliver børnene glemt. De har jo ikke selv bedt om at være her... Og det bedste for dem er vel at være sammen med deres familier? Dermed ikke sagt, at man ikke kan sende børnene på ferie hos deres bedsteforældre eller sende dem i institution i et par dage, så man kan få ordnet nogle ting, der bare går hurtigere uden børn og ikke er børnevenlige... Det kan jeg i vid udstrækning godt forstå - og kommer nok også til at sende mine unger til deres bedsteforældre - fordi det er FEDT for DEM. Men at holde tre ugers ferie mens mine børn er i dagpleje/vuggestue/børnehave eller, hvad det nu måtte være, det kan jeg ikke forstå eller forsvare. Synes i virkeligheden, at sådanne forældre skulle skamme sig - og det er min ærlige mening!!! Som jeg nu sender med ekspresfart ud i cyperspace, så alle kan se det... Mens jeg ironisk nok sidder og læser til eksamen i PR...


mandag den 16. juni 2014

Det der med børneværelse...

Nu har jeg været helt væk i eksamenslæsning, graviditetskvalme og hverdag… Men pludselig er det gået op for  mig, at vi skal flytte om lidt over en måned…
Og Teo skal have et værelse… Med alle hans ting og sager… Og møbler og tæpper og lamper…
Det er meget vildt for en førstegangs-børneværelsesindretter… Og det kan nærmste kalde angstens kolde sved frem på min pande, for hvordan er det nu lige med de værelser?
Skal man lavet et IG og blogvenligt værelse, der er smukt indrettet med lækre ting og smarte, men måske upraktiske løsninger, eller skal man skide hul i (ja undskyld mit franske) æstetikken og lave et Eldorado af sager - alt sammen tilgængeligt for nogen på under en meter?

Og så er der det der med, om han overhovedet gider at side deroppe og køre med sine biler alene, mens vi andre er i resten af huset - for det gider han jo ikke, vel?
Er væreslet så egentlig mere til opbevaring for alle de ting vi i øjeblikket ikke kan sparke os igennem i stuen?
Har været på inspirationstur på nettet og fundet så mange skønne ideer, der er fyldt med fine, seje og ultra effektive løsninger, så det er jo bare med at vælge dem man synes om. Men igen, hvad er mest praktisk i praksis og hvad er spild af plads og ressourcer? Det ved man vel i grunden ikke, før man har afprøvet det?
Og når nu Dagmar kommer, så skal der vel også være plads til hendes ting derinde, så kan jo ikke bare lave en 'man cave ala tumling' for så at fylde den med dukker og tyl om et halv år...

Tænk at et værelse til en, som i virkeligheden er fuldstændig ligeglad, bare man er der, kan vække så stor præstationsangst :-)

Linkwithin

Relaterede indlæg: