torsdag den 27. august 2015

Hvor lagde jeg mit filter?



Puha! - Nu bevæger jeg mig lige HELT udenfor mit område og skriver om noget, der ellers ikke normalt fylder herinde.

Grundet mit studie har jeg brugt rigtig meget tid på at analysere og overveje de sociale medier og vores brug af dem (skrev den flittige bruger af IG, Facebook og bloggermor).
Jeg er ret påpasselig med de billeder jeg lægger ud og hvad jeg skriver/liker/blander mig i, for jeg ved, at det store usynlige edderkoppespind, der i dag er spændt ud over vores verden, det vi kalder www - det glemmer aldrig! Vi kan slette så lystigt vi vil, men tingene forsvinder bare ikke af den grund. I hvert fald ikke helt. 
Og hvad er det lige præcis, der sker med folk, når de sidder bag skærmen (forholdsordet BAG er virkelig dækkende i denne sammenhæng). Vi mister ligesom vores naturlige filter - og reaktionstiden er minimal. Der skal ikke først skrives, puttes i kuvert og lægges i postkassen - vi skal end ikke gå nogetsteder hen eller overveje, om det virkelig er noget vi har en valid mening om, som andre er interesserede i - eller en mening som vi selv ønsker forbundet til os for altid.
BUM!
Har du en mening, så kan den deles prompte gennem de sociale medier. Og den mulighed for konstant at 'være på', konstant at kunne deltage og ytre sig har - efter min mening - fjernet fileret og rykket den sociale norm et par hundrede meter! 
Hele dette issue er vældig omdiskuteret  i øjeblikket - med god grund. For hvad bliver konsekvenserne for de generationer, der vokser op i denne 'onlinealder' - skriver jeg og føler lidt, at jeg lyder som en på 80. 
Selv overvejer jeg ofte (og sletter tit) kommentarer på diverse medier i hht min mantra: Ville jeg sige dette til personen i virkeligheden? Men også her er grænsen tåget for mig - mange af dem/jer jeg følger på IG kender jeg jo reelt ikke og alligevel liker og kommenterer jeg billeder af børn, mad og kreative syslerier i et væk... Og det ville jeg jo ikke gøre IRL. 
Det handler måske i virkelighedenere om at kunne stå inde for det man skriver og mener. Selvcensur er bare noget jeg sætter enormt højt, fordi jeg har valgt at være en del af så mange sociale webbaserede platforme. 
Måske gælder det gamle mundheld: Tale er sølv men tavshed er guld, stadig i visse henseender?
Ellers har min skønne (meget private men til tider befriende bramfri og meningsstærke) søster lært mig min vigtigste lektie - en jeg endnu ikke mestrer til fulde. Den hedder, at jeg altid skal spørge mig selv, om det jeg har at sige er interessant for andre - og omvendt altid interessere mig oprigtigt for det, andre siger <3 

tirsdag den 25. august 2015

Når paraderne er HELT oppe!

Det er ingen hemmelighed, at vi kæmper for, at kunne få økonomien til at hænge sammen, så jeg kan gå hjemme med Dagmar et år mere og Teo kan nøjes med deltid i børnehaven. Efterfølgende er planen, at jeg skal have deltidsjob eller ideelt arbejde hjemmefra. 
Hvad jeg ikke helt havde forventet eller i virkeligheden måske overhovedet overvejet sådan rigtigt det er andre folks reaktioner. Overvejende de er de egentlig ok positive eller lettere spørgende på den der 'men vil du ikke gerne ud og arbejde'-måde men ind imellem er der de der rigtig trælse reaktioner - og de sidder altså bare bedre fast end de andre. 
Og øv, hvor kan det bare gøre mig rigtig ked af det. Faktisk så meget, at jeg kan mærke noget, der har ændret sig indeni mig. Det skulle jo ellers være en dejlig og lettende beslutning at tage. Noget der skulle gøre os glade og afslappede... I stedet mærker jeg, hvordan jeg spænder op både fysisk og psykisk, hvordan jeg gør mig hård og hæver paraderne som en selvfølge, hver gang jeg skal 'indrømme' overfor nogen, at vi har besluttet, at vi vil gøre det sådan. 
Det der rammer hårdest er ikke folk, som mener, at jeg ikke gider at arbejde eller at børn skal i institution for at blive stimuleret eller lære at være sociale - for det er ikke min overbevisning (og ved i hvert fald, at jeg ikke er doven). Det, der rammer hårdest er, når folk siger, at keg gør det for min egen skyld og ikke børnenes?!? WHAT?!! Har jeg så lyst til at råbe og dunke dem i hovedet med et oppusteligt bat!!! For min skyld... JA sgu da. Tiden kommer ikke igen og barndommen kan ikke gentages. Jeg ønsker at være en så stor del af mine ungers liv som muligt - især når de er små og har brug for deres mor!!! Men kun for min skyld - HELL NO!! Jeg ved, at mine unger ikke har brug for 38+ timers uger i institution med 20-30 andre unger og alt for få voksne (tag ikke fejl - de fleste af de voksne er fantastiske og elsker vores børnehave). Jeg kan kun tale for os og sige, at det er vores valg! Så afsnit 5 af 'Sådan er det' og det blev enden på vores diskussion. BUM.
Jeg er stolt af og står ved vores valg - og respekterer andres anderledes valg, hvis de gør det samme ved mig. 
Jeg bliver bare rigtig ked af, at skulle forsvare valget overfor nedladende og usaglige kommentarer. At du ikke er enig, det er så fint - og spørg endelig gerne ind, hvis ikke du forstår vores valg, men respekter det i det mindste, som jeg respekterer dig og dit valg!
Tak :-)


mandag den 17. august 2015

Noget helt andet og uden billeder...

Hvorfor er det, at jeg kan stå med helt svedige hænder og susen i ørerne af lykke, når jeg falder over et smukt stykke keramik eller glas i genbrugsen - men når jeg står foran en hel reol fyldt med det smukkeste og helt ubrugte porcelæn, bliver jeg kræsen?
Man står der og kigger og vurderer og ved, at man frit kan vælge og endda få tingene udleveret i en smuk æske, lavet specielt til den ting man udvælger og betaler for, fordi den er liiiiige dét man mangler (eller måske mere præcist ønsker - ikke mangler). Og så går man hjem med æsken i en ligeså fin pose, pakker æsken op og beundrer - igen - tingen man har købt inden det sættes på sin nye plads i skabet, på hylden eller måske et helt andet sted... Og så står den der... Måske glemmer man, hvor, hvornår og endda hvorfor man købte den... Mens den står og står.
Måske glædes man ved den, men omstændighederne omkring anskaffelsen glemmer man ofte. 
Sådan har jeg det i hvert fald. Og så er der de der små og ekstra specielle skatte - dem man altid husker, hvor kommer fra og hvornår og hvorfor - som foreksempel min Wiinblad vase - de tre gratier - som min fantastiske mor købte til mig, fordi hun vidste, hvor brændende jeg ønskede mig den. Den vase, som i dag, desværre har et skør, fordi vores søn også syntes den var rigtig fin og ville lege med den...
Eller den smukke skål med BornholmSk glasur, som min søde mand vidste var lige noget for mig. Her taler jeg selvfølgelig om gaver fra andre vs gaver fra en selv... Men glæden ved at finde en smuk og lidt glemt skat med en historie på hylden i en genbrugs - noget som jeg kan se skønheden i og som passer lige i min smag... Det er en gave i sig selv. 
Kan som før skrevet næsten få susen for ørerne af ren lykke, når jeg finder en af de fantastiske lågkrukker af Wiinblad, som jeg elsker og samler på - i lige den rigtige (sorte) farve og måske endda et motiv jeg ikke har set før... Det er specielt... Og det er fantastisk - en materiel lykke, som jeg holder ret så meget af og skatter højt. 
Det er, for mig, noget helt andet og langt mere specielt end at købe noget nyt. I hvert fald i nogle tilfælde - skrev jeg og min indoktrinerede Uni hjerne grinte af ordspillet:-) 
Godnat!

søndag den 9. august 2015

Fantastiske ferie og rend mig i traditionerne!!!







Hold nu op, hvor har det været en vidunderlig ferie! Seks uger ren hygge, putning, kærlighed og familie... Vi har også skændes og råbt og været rigtig uvenner, men mest har vi bare været sammen - sådan rigtig meget!!! Og det elsker jeg! 
Der har ikke været nogen tur til udlandet - hatten af, for dem, som gør det med små børn. Vi blev dog enige om, at det ville være for meget planlægning og logistik og for lidt hygge. 
Hygge herhjemme har vi tilgengæld haft masser af. Først her, så i Hamme og til sidst i vidunderlige Nordjylland med min familie. Ungerne har tanket op på nærværd og samvær og det har vi også. 
I morgen banker hverdagen så på - T skal starte i børnehave og jeg er på ingen måde klar!!! Godt nok bliver han snart tre år, har en lillesøster og går uden ble, men han er jo kun en lille, bitte dreng endnu... Puha... 
Jeg mener, at have skrevet et indlæg som dette tidligere - mere bestemt, da han skulle starte i dagpleje for to (2!!!) år siden, men nu står jeg her så igen. Og føler mig i klemme i vores samfund, kultur og traditioner... 
Som de fleste af jer nok har læst, sammensover vi herhjemme - hvilket var en beslutning Martin og jeg var 100% enige om og ikke har fortrudt en eneste gang:-) Vi er i det hele taget meget sammen og meget tætte. En gave vi har kunnet give vores børn, fordi Martin og jeg stadig studerede, da de begge blev født...
Til oktober kommer der dog en ende på idyllen, når barsel, studietid og uendelige timer sammen ender... Og jeg er IKKE klar... Vil bare så gerne gå hjemme og passe mine skønne unger og bare være MOR. Så Teo kunne nøjes med deltidsplads i børnehaven og Dagmar kunne være hjemme lidt endnu. 
Forstå mig ret, jeg har fuld respekt for forældre, der gør tingene på andre måder og som ikke deler vores syn på børneopdragelse - langt de fleste gør jo det, de føler er bedst for deres unger.
Jeg føler mig bare - slet og ret - ikke hjemme i et samfund, hvor børn ikke kan komme hurtigt nok i egen seng, på eget værelse, ud og passes, i institution osv. Så forældre kan fortsætte deres liv som før de fik børn. Kontroversiel udtalelse - ja! Men faktum er, at jeg bare er rigtig meget MOR og ikke så meget Anne - eller måske er MOR bare blevet mere Anne eller omvendt. Dermed ikke sagt, at man ikke kan være mor og arbejde en masse eller have børn, der sover i eget værelse - for det kan man sagtens. Men MAN er det operative ord i den sætning og jeg er ikke man, jeg er Anne... Og jeg kan ikke. 
Mine forældre har altid drillet mig med og måske også forsøgt at ændre på, at for mig er alt sort eller hvidt. Jeg ser og lever ikke i gråtoner. Det er nok i virkeligheden meget rigtigt... Jeg går all in. Med alderen synes jeg dog selv, at jeg er blevet væsentlig mere 'grå', men det der med at være mor... Det er vist en af de der sort/hvid ting... Jeg vil gerne være KUN mor og kone...  Og så er jeg måske alligevel lidt grå, for jeg vil jo også gerne være selvstændig med DARUT. På en meget afslappet måde, så der altid er nogen hjemme, når børnene kommer hjem/skal hentes fra deres deltidspladser... Burde måske have levet i 50'erne, men var nok for hidsig og skør i sidste ende :-D
Må nok indse, at et deltidsjob er realiteten (givet jeg kan finde et med det jobmarked vi har i dag) og så forsøge at få det mest vidunderlige og givende ud af det, så jeg kan nyde den tid jeg får med ungerne og Martin, når jeg har fri. 
Kan prise mig lykkelig - og gør det rigtig tit - for, at jeg har fundet den mest vidunderlige, langmodige, kærlige og fantastisk kloge og omsorgsfulde mand fuld af følelser. Så er vi i det mindste to om at kigge på vores børn og se de mest vidunderlige unger i verden <3 
 





Linkwithin

Relaterede indlæg: